Ryanair tæller ned til første afgang fra basen i København Print
Publiseret af Administrator   
Mandag, 19 Januar 2015 13:17

I fredags d. 16. januar var der præcis 70 dage til at det første Ryanair fly lander i Københavns Lufthavn, og derved markerer åbningen af selskabets base nummer 70.

Dette fejrede Ryanair med at udsende en meddelelse om, at selskabet indtil videre er tilfredse med de forhåndsbookinger de har modtaget på ruterne fra København til London, Milano og Warszawa. Herudover at de snart håber at kunne annoncere en række af de yderligere ruter man har bebudet fra København. 

Ryanair kan også i den udsendte meddelelse bekræfte, at de resterende tre fly der skal tilknyttes basen, vil blive stationeret i København inden kalenderåret 2015 er omme.

Helt specifikt udtaler Ryanair's nordiske salgs- og marketing manager, Elina Hakkarainen, følgende i forbindelse med nedtællingen til basen i København:

"Om 70 dage fra nu åbner Ryanair's base nummer 70 i Københavns Lufthavn, hvilket vil være den tredje lufthavn i Danmark som Ryanair flyver til. Vi er meget glade for at kunne tilbyde endnu flere danske kunder europas laveste priser, det største rutenetværk samt den bedste service. Forhåndsbookingerne for ruterne fra København er meget positive, og vi håber meget snart at kunne annoncere nogle af de yderligere 10 ruter vi planlægger fra København."  

Såfremt Ryanair allerede fra sommersæsonen 2015 planlægger at flyve yderligere ruter fra København, haster det efterhånden også med en annoncering. Traditionelt er der i månederne januar og febraur at danskerne har travlt med at planlægge og booke deres sommerferie til sydens sol og varme. 

Her små 70 dage før første Ryanair fly lander i Københavns Lufthavn, udestår det også stadigt hvilket selskab der skal stå for handlingen af de 28 ugentlige flyvninger som selskabet starter ud med fra København. Indtil videre har Aviator, det tidligere Novia, været det bedste og mest oplagte bud på at lande en kontrakt med Ryanair.

Norwegian har dog for nylig annonceret at de fra d. 1. april har valgt af skifte handling agent fra Aviator til Menzies Aviation i Københavns Lufthavn. Det betyder at Menzies Aviation genetablere sig i København med handling services, hvorved de også kunne være en potentiel kandidat for at lande en aftale med Ryanair. Menzies står allerede for handlingen af Ryanair i en række andre europæiske lufthavne som selskabet flyver til.

Ryanair er notorisk kendt for at spille sine underleverandører ud mod hinanden, og der foregår i øjeblikket uden tvivl heftige forhandlinger bag kulisserne, i forhold til at vinde kontrakten for handling af Ryanair i Københavns Lufthavn. En ting er dog sikkert, og det er at Ryanair har behov for at få aftalen på plads inden for de næste par måneder, således at basen i København kan åbne som planlagt d. 26. marts.  

Foto: Ryanair