Seneste trafiktal for CPH:
April > 2.419.452 +5,6%    
Marts > 2.279.244 -0,2%  
Februar > 1.983.286 +1,9%  
RSS
Københavns Lufthavn vil gerne meget mere Kina i fremtiden Print Email
Publiseret af Administrator   
Onsdag, 30 Maj 2018 21:42

Air China har netop åbnet en direkte rute mellem Beijing og København, hvilket er den seneste succes for Københavns Lufthavn i forhold til det kinesiske marked. Tilbage d. 2. maj åbnede Cathay Pacific en direkte sæsonrute mellem København og Hong Kong, hvorved der igen kom direkte forbindelse mellem de to byer efter 17 års fravær.

Ligeledes tyder meget på at Københavns Lufthavn allerede denne sommer kan byde endnu et kinesisk selskab velkommen. Det er Sichuan Airlines som planlægger en direkte rute mellem Chengdu og København med to ugentlige afgange. I følge CPHtravellers oplysninger er alle godkendelser for denne rute på plads og selskabet har søgt slots i Københavns Lufthavn gældende fra d. 17. august. Der afventes dog stadig en officiel bekræftelse af ruten fra Sichuan Airlines.

Det tyder således på at Københavns Lufthavn i år kan tilføje 9 ugentlige frekvenser til det kinesiske marked, således at der i alt bliver 23 ugentlige afgange mellem København og Kina.

I forbindelse med åbningen af Air China's rute til København, tog CPHtraveller en snak med Kasper Hyllested som er Pressechef i Københavns Lufthavn, for at høre nærmere om lufthavnens videre ambitioner i forhold til det kinesiske marked. Her er der ingen tvivl om at Københavns Lufthavn gerne vil meget mere Kina, og at der arbejdes hårdt på at tiltrække yderligere ruter og selskaber.

CPHtraveller.dk: Københavns Lufthavn har den seneste tid haft stor succes i forhold til det kinesiske marked. D. 2. maj åbnede Cathay Pacific en direkte rute fra Hong Kong, nu her åbner Air China en rute fra Beijing og det ser også ud til at Sichuan Airlines snart kommer til CPH med en rute fra Chengdu. Hvad er jeres videre ambitioner i forhold til det kinesiske marked og er der nogen destinationer i Kina som i særligt gerne vil have direkte trafik til?

Kasper Hyllested: Det kinesiske marked er vigtigt for Danmark, både i forhold til forretningsliv og turisme. Derfor er direkte flyforbindelser naturligvis også vigtigt. Vi arbejder meget aktivt med at udvide forbindelserne fra CPH til Kina, og destinationer som Guangzhou, Shenzhen, Hangzhou, Xiamen, Xi’an kan på sigt blive interessante som nye destinationer, ligesom der også er nuværende destinationer, hvor kapaciteten kan øges.

CPHtraveller.dk: Cathay Pacific har lagt relativt konservativt ud med deres rute til CPH, og vil i første omgang flyve den som en sommerrute med 3 ugentlige afgange. Har i dialog med Cathay om at gøre ruten helårlig og eventuelt også udvide med flere ugentlige frekvenser?

Kasper Hyllested: Vi er naturligvis fortsat i dialog med Cathay Pacific omkring mulighederne for at udvide sæson og antal frekvenser, men kommenterer i øvrigt ikke på samarbejdet med enkelte selskaber.

CPHtraveller.dk: Det er de kinesiske flyselskaber som for nuværende står for at udvide trafikken mellem Kina og CPH, men der må også være muligheder i det kinesiske marked for de skandinaviske selskaber. Hvilken dialog har i med SAS og Norwegian omkring det kinesiske marked? Norwegian nævner ofte i denne sammenhæng udfordringerne med overflyvningsrettigheder gennem russisk luftrum.

Kasper Hyllested: Som en naturlig del af vores samarbejde med såvel SAS som Norwegian, så taler vi om mulighederne i forhold til Kina.

Det er korrekt at Norwegian har en udfordring med overflyvningsrettigheder gennem russisk luftrum. Det er desværre ikke noget, som hverken vi eller flyselskaber selvstændigt kan ændre på, og derfor har vi naturligvis en god dialog med de danske myndigheder omkring dette spørgsmål. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne ser, at overflyvningsrettighederne bliver liberaliseret.

CPHtraveller.dk: Er der nogen begrænsninger i de bilaterale luftfartsaftaler mellem Kina og Danmark/Skandinavien som på sigt kan sætte en begrænsning for jeres ambitioner om flere direkte ruter og flyvninger til Kina?

Kasper Hyllested: Som aftalerne er i dag, så er der mulighed for 21 ugentlige frekvenser i hver retning (excl. Hongkong). Som det ser ud i dag er der altså et stykke vej, før de er ”opbrugt”.

I dag bruges der følgende antal fra henholdsvis Skandinavien og Kina:

Scandinavien: 14 (CPH: SAS 7 til Beijing og 7 til Shanghai, ARN: 0, OSL: 0)

Kina: 15 (CPH: Air China 4 fra Beijing, ARN: Air China 7 fra Beijing, China Eastern 4 fra Shanghai, OSL: 0)

CPHtraveller.dk: Hvilke tiltag har i gjort for at gøre Københavns Lufthavn attraktiv for de kinesiske rejsende. Det er en kendt sag at kineserne ofte stille store krav når de rejser udenlandsk og forventer adgang til varmt drikkevand, guider der kan kinesisk, skiltning på kinesisk, online information på kinesisk m.v.

Kasper Hyllested: Ud over at have kinesiske guider og skilte i lufthavnen og en kinesisk version af vores app, har vi fået et samarbejde i gang med Kinas svar på Tripadvisor, DianPing. Og så er flere af butikkerne herude i samarbejde med NETS om at kunne tilbyde de kinesiske rejse at betale via Ali Pay - en betalings-app, som benyttes af flere end 500 millioner kinesere.

CPHtraveller.dk: Har I nogen nye tiltag på vej som skal gøre CPH endnu mere attraktiv for de kinesiske rejsende og bidrage til at CPH bliver en naturlig indgangsport til Norden og Europa fra Kina?

Kasper Hyllested: Vi har naturligvis flere initiativer i støbeskeen i forhold til de kinesiske rejsende, men det er endnu for tidligt at løfte sløret for dem.


Fotos: Københavns Lufthavn

 

 

Skriv kommentar

Din kommentar vil først fremgå når den er blevet godkendt af CPHtraveller.

Vi forbeholder os ret til at afvise kommentarer uden videre begrundelse.

Sikkerhedskode Opdater